Indre autoritet Kan du holde dig selv, når livet gør ondt?

Igennem et langt liv er det næsten uundgåeligt, at vi i vores relationer oplever svigt, skuffelser, frustration, sorg eller følelsen af ikke at blive mødt.

Fra forældre.
Søskende.
Partnere.
Venner.
Eller mennesker, der står os nær.

Når noget gør ondt i os, opstår der ofte en længsel efter, at den anden ser det.
Forstår det.
Undskylder.
Tager ansvar.

Det er menneskeligt.

Men nogle gange kommer den undskyldning aldrig.

Nogle gange bliver vi ikke mødt der, hvor vi længes allermest efter det.

Og så kan vi komme til at placere vores smerte hos den anden.

Vi begynder at vente på, at de skal gøre noget, før vi kan få ro.

Vi holder fast i bebrejdelsen, vreden, sorgen og følelsen af svigt.

Men bebrejdelse healer sjældent smerten.

Den kan tværtimod binde os fast i det, der skete.
I historien.
I såret.

Og i følelsen af svigt, som bliver ved med at leve videre indeni os.

For sandheden er, at vi mennesker både lærer og udvikler os gennem relationer.

Vi kommer til at skuffe andre.

Vi bliver selv skuffet.

Vi kan komme til at såre.

Og vi kan blive såret.

Det betyder ikke, at alt er okay.

Det betyder ikke, at vi skal finde os i alt.
Og det betyder ikke, at svigt ikke kan sætte dybe spor.

For nogle mennesker oplever urimeligt meget svigt, smerte og uretfærdighed.

Og selv der, hvor vi ikke kan ændre det, der er sket. Der kan vi begynde at møde os selv på en ny måde.

I os selv.

Hvordan vi møder vores egen smerte.
Hvordan vi passer på os selv.
Hvad vi vælger at holde fast i.
Og hvad vi vælger at give slip på.

For mig handler indre autoritet om netop det.

At kunne holde sig selv, når gamle sår bliver vækket. 

At kunne blive hos sig selv i smerten, uden at miste sig selv i bebrejdelse.

At kunne mærke smerten, uden at lade den bestemme vores vej videre.

At tage ansvar for sin egen smerte betyder ikke, at vi accepterer det, der skete.

Det betyder, at vi ikke længere lader det styre vores liv.

Måske healer vi det gennem terapi.

Måske gennem samtaler.

Måske gennem stilhed, tid, refleksion og kærlige praksisser.

Måske gennem en dybere beslutning om ikke længere at lade gamle sår definere, hvem vi er.

For de ar af svigt, vi lader blive siddende som vrede og bebrejdelse, vil ofte blive aktiveret igen og igen.

I nye relationer.

I nye situationer.

I nye lag af livet.

Når følelsen af svigt bliver vækket, kan vi øve os i at blive hos os selv i stedet for at ryge tilbage i bebrejdelsen, sorgen og frustrationen.

Og når vi langsomt lærer at slippe grebet om bebrejdelsen, begynder noget andet at ske.

Vi begynder at holde os selv mere omsorgsfuldt.

Vi tager vores kraft hjem.
Vi skaber plads til at møde livet og vores relationer fra et sted i os selv, der ikke længere bærer på den samme gamle smerte.

Måske har du brug for at sætte en grænse.
Måske har du brug for at sige noget højt.
Måske har du brug for at skrive dine tanker

ned, tale med nogen eller søge hjælp til at arbejde med det, der bliver ved med at gøre ondt.

Og måske kan du begynde med at spørge dig selv:

Hvad har jeg brug for lige nu, for at kunne holde mig selv i det, der gør ondt?

Kærligst Liza