Når du er mere ude i verden end hjemme i dig selv.

Skrevet 2023

Kender du det… at du pludselig opdager, at du helt har glemt dig selv?
At kalenderen er fyldt med aftaler – gode, dejlige aftaler – men hvis du mærker ærligt efter, så var det måske slet ikke det, du havde allermest brug for?

Vi kan alle komme til at være for meget ude i livet – og for lidt hjemme i os selv.
Når det sker, begynder kroppen ofte at sende små (eller store) signaler for at få vores opmærksomhed:

• Måske bliver du mere irritabel end normalt
  
  

• Måske dukker en følelse af tomhed op
  
  

• Måske kommer hovedpinen snigende
  
  

• Eller en velkendt smerte i kroppen vender tilbage – præcis det samme sted som sidst
  
  

💚 Din krop kalder på dig.
Den forsøger at vække dig, så du kan vende hjem til dig selv og give dig selv omsorg med det, der virkelig nærer dig.

Da min krop kaldte

Min egen krop har også kaldt på mig.
Den har mindet mig om, at jeg i perioder har været alt for meget “ude i livet” og har glemt at tage tid til bare at være hjemme i mig selv.

Der var engang, hvor jeg ikke lyttede.
Hvor jeg ignorerede de små signaler – indtil de blev så høje, at jeg ikke kunne overse dem længere.

Men med tiden har jeg lært at lytte.
Og i dag, når min krop kalder, så stopper jeg op. Jeg hører dens stemme, og jeg reagerer med kærlighed og omsorg.

Lytter du til din krop?

Ved du, hvilke signaler din krop sender, når du – bare for en stund – har glemt dig selv?
Det sker for os alle. Men forskellen er, om vi hører kaldet og tør tage selvkærlige valg.

Hvis du gerne vil blive bedre til at lytte, kan du starte med disse enkle skridt:

✨ Stop op og træk vejret
Tag nogle dybe, bevidste vejrtrækninger. Det bringer dig hjem i kroppen og åbner for nærvær med dig selv.

✨ Læg mærke til kroppens signaler
Spørg dig selv: “Hvordan har min krop det lige nu?” Mærk efter – uden at dømme.

✨ Sæt en intention for dagen
Ikke kun hvad du skal – men hvad der vil nære dig i dag.

✨ Skab små stunder af stilhed
Fem minutter uden lyd eller input kan give plads til, at din indre stemme bliver tydeligere.

✨ Lyt til dit ja og nej
Når nogen beder om din tid eller energi, så mærk efter: Er det et kærligt ja – eller et nødvendigt nej?

✨ Gør én ting dagligt, der nærer dig
Det kan være en kop te i ro, en gåtur i naturen, dans, stilhed – eller blot at lægge hånden på hjertet og sige: “Jeg er her.”

Når du vælger at lytte til dig selv, handler det ikke om egoisme – det handler om selvkærlighed. 💚 

Og jo mere du øver dig i at lytte, jo lettere bliver det at leve i overensstemmelse med dét, der virkelig betyder noget for dig.

💚 Kærligst,
Liza Skuladottir
Spirituel Livsvejleder · Klarseer · Healer

Når sjælen kalder: Min rejse fra hamsterhjul til spirituel livsvejleder.

Skrevet i 2022

For omkring syv år siden levede jeg et liv, som på overfladen så fint ud. Jeg var gift, havde et job, jeg egentlig var glad for, og vi havde bygget et liv sammen gennem 23 år. Men indeni begyndte noget at forandre sig. Jeg kunne ikke længere mærke mig selv på samme måde. Noget krævede nyt fokus. Og det er jo ikke mærkeligt – efter mange år sammen ændrer vi os som mennesker, og vores behov, værdier og drømme ændrer sig også.

Alligevel fortsatte jeg, som om alt var, som det plejede. Jeg forsøgte at holde fast i det liv, jeg kendte, selvom tomheden voksede. Jeg kunne ikke sætte ord på længslen, for jeg forstod den ikke selv.

Til sidst sagde min krop stop. Jeg blev ramt af en voldsom stress- og udbrændthed, som tvang mig til at stoppe op. Det blev begyndelsen på en dyb indre rejse, hvor jeg mødte både mine skyggesider og mine styrker – og alt det imellem. En smertefuld tid, men også en tid med enorm vækst og indsigter, som jeg i dag er taknemmelig for.

Da kroppen sagde fra

Jeg havde længe overhørt den lille indre stemme, der hviskede:

“Du er ikke lykkelig. Du længes efter noget. Lyt.”

Men hvordan lytter man, når man ikke ved, hvad det egentlig er, man længes efter?

Jeg bildte mig selv ind, at jeg bare skulle kæmpe lidt mere. For ægteskabet. For jobbet. For hverdagen. Men indeni var jeg slidt op. Og til sidst kollapsede jeg.

Det var en slags stress, der ikke blot handlede om træthed eller manglende overskud – det var en total overbelastning. Jeg havde brug for pauser hele tiden. Selv små ting kunne virke overvældende. Jeg mistede overblikket, glemte ord og blev hurtigt udmattet. Nogle dage kunne selv helt almindelige gøremål føles som store opgaver. Det var en sårbar tid, hvor jeg blev meget bevidst om, hvor langt jeg havde presset mig selv.

Det var skræmmende, men også et tydeligt signal: Nu er du nødt til at lytte.

Vejen langsomt tilbage

At komme tilbage efter stress var ikke en lige vej – det var en proces i mange små skridt. Der var dage med håb og fremskridt, og dage hvor det hele føltes som ét stort tilbagefald. Jeg skulle lære min krop at kende på ny. Lære at mærke mine grænser. Lære, hvad der var for meget – og hvad der faktisk gav mig energi.

Der var øjeblikke, hvor jeg blev mindet om, hvor meget stressen havde taget fra mig. Som den dag jeg ville lave en simpel salat og pludselig stod og ikke kunne huske, hvordan jeg skulle begynde. Det føltes både sårbart og mærkeligt – men også som en invitation til at sænke tempoet og være tålmodig.

Langsomt begyndte jeg at få kræfterne tilbage. Ikke på én gang, men lag for lag. Jeg lærte at glæde mig over de små sejre: en gåtur uden at blive udmattet, en samtale uden at miste tråden, et øjeblik af ro i kroppen. Og stille og roligt begyndte jeg at kunne mestre livet igen – på en ny måde, hvor jeg lyttede langt mere til mig selv end før.

Kan stress blive en gave?

Hvis du har været ramt af stress, ved du, at stress påvirker alt. For mig blev stress både et kollaps og en genfødsel. Den stoppede mit liv og min verden, fordi jeg havde glemt mig selv. Jeg havde kæmpet for meget og lyttet for lidt til mig selv. Jeg fyldte min kalender med aftaler, jeg egentlig ikke orkede, men som jeg troede, jeg burde. Jeg forsøgte at få alt til at fungere – uden at mærke, om det faktisk gjorde mig glad.

Det, der gjorde mig virkelig syg i årevis, endte med at blive min største læremester.

At finde tilbage til mig selv

Gennem min helingsproces genopdagede jeg noget, der havde fulgt mig hele livet: min stærke intuition. Jeg havde altid mærket andre menneskers følelser, stemninger og muligheder, men jeg havde forklaret det som jeg bare havde en god intuition. 

Da jeg begyndte det indre arbejde, blev det tydeligt for mig, at mine evner var dybere end det.

Jeg er klarsynet – en klarseer.

Det, jeg tidligere kaldte intuition, viste sig at være en psykisk og spirituel evne, der havde ligget under overfladen hele mit liv. Det var først, da jeg blev tvunget til at stoppe op og lytte, at jeg forstod den fulde dybde af den.

At vælge sig selv

Det vigtigste, stressen lærte mig, var dette:

Jeg skal vælge mig selv.
Hver dag.

Jeg skal lytte, før jeg handler. Mærk efter, før jeg siger ja. Og sige nej – også til mennesker og situationer, som engang var en selvfølge – når det ikke er rigtigt for mig.

Det er ikke de nemmeste valg. De kræver, at man lytter til sin intuition, mod til at følge den. Men det er også de valg, der bringer mig tættere på den, jeg er. 

De valg, der gør mig hel.

Mine skrammer er blevet mine styrke

I dag elsker jeg mine skrammer. De minder mig om, hvor vigtigt det er at være tro mod sig selv. Stressen lærte mig mere, end nogen uddannelse eller erfaring nogensinde kunne. Det er derfor, jeg i dag står ved mig selv – med min kraft, min sårbarhed, mit klarsyn og min menneskelighed.

Min stress er blevet som en ærlig ven. En, der minder mig om at lytte. At mærke. At vælge mig selv – også når det kræver svære beslutninger.

Jeg deler min historie af hele mit hjerte med dig. Og håber at min historie kan minde dig om, hvor vigtigt det er, at du vælger dig selv til.

Kærligst
Liza Skuladottir