Når sjælen kalder: Min rejse fra hamsterhjul til spirituel livsvejleder.

Skrevet i 2022

For omkring syv år siden levede jeg et liv, som på overfladen så fint ud. Jeg var gift, havde et job, jeg egentlig var glad for, og vi havde bygget et liv sammen gennem 23 år. Men indeni begyndte noget at forandre sig. Jeg kunne ikke længere mærke mig selv på samme måde. Noget krævede nyt fokus. Og det er jo ikke mærkeligt – efter mange år sammen ændrer vi os som mennesker, og vores behov, værdier og drømme ændrer sig også.

Alligevel fortsatte jeg, som om alt var, som det plejede. Jeg forsøgte at holde fast i det liv, jeg kendte, selvom tomheden voksede. Jeg kunne ikke sætte ord på længslen, for jeg forstod den ikke selv.

Til sidst sagde min krop stop. Jeg blev ramt af en voldsom stress- og udbrændthed, som tvang mig til at stoppe op. Det blev begyndelsen på en dyb indre rejse, hvor jeg mødte både mine skyggesider og mine styrker – og alt det imellem. En smertefuld tid, men også en tid med enorm vækst og indsigter, som jeg i dag er taknemmelig for.

Da kroppen sagde fra

Jeg havde længe overhørt den lille indre stemme, der hviskede:

“Du er ikke lykkelig. Du længes efter noget. Lyt.”

Men hvordan lytter man, når man ikke ved, hvad det egentlig er, man længes efter?

Jeg bildte mig selv ind, at jeg bare skulle kæmpe lidt mere. For ægteskabet. For jobbet. For hverdagen. Men indeni var jeg slidt op. Og til sidst kollapsede jeg.

Det var en slags stress, der ikke blot handlede om træthed eller manglende overskud – det var en total overbelastning. Jeg havde brug for pauser hele tiden. Selv små ting kunne virke overvældende. Jeg mistede overblikket, glemte ord og blev hurtigt udmattet. Nogle dage kunne selv helt almindelige gøremål føles som store opgaver. Det var en sårbar tid, hvor jeg blev meget bevidst om, hvor langt jeg havde presset mig selv.

Det var skræmmende, men også et tydeligt signal: Nu er du nødt til at lytte.

Vejen langsomt tilbage

At komme tilbage efter stress var ikke en lige vej – det var en proces i mange små skridt. Der var dage med håb og fremskridt, og dage hvor det hele føltes som ét stort tilbagefald. Jeg skulle lære min krop at kende på ny. Lære at mærke mine grænser. Lære, hvad der var for meget – og hvad der faktisk gav mig energi.

Der var øjeblikke, hvor jeg blev mindet om, hvor meget stressen havde taget fra mig. Som den dag jeg ville lave en simpel salat og pludselig stod og ikke kunne huske, hvordan jeg skulle begynde. Det føltes både sårbart og mærkeligt – men også som en invitation til at sænke tempoet og være tålmodig.

Langsomt begyndte jeg at få kræfterne tilbage. Ikke på én gang, men lag for lag. Jeg lærte at glæde mig over de små sejre: en gåtur uden at blive udmattet, en samtale uden at miste tråden, et øjeblik af ro i kroppen. Og stille og roligt begyndte jeg at kunne mestre livet igen – på en ny måde, hvor jeg lyttede langt mere til mig selv end før.

Kan stress blive en gave?

Hvis du har været ramt af stress, ved du, at stress påvirker alt. For mig blev stress både et kollaps og en genfødsel. Den stoppede mit liv og min verden, fordi jeg havde glemt mig selv. Jeg havde kæmpet for meget og lyttet for lidt til mig selv. Jeg fyldte min kalender med aftaler, jeg egentlig ikke orkede, men som jeg troede, jeg burde. Jeg forsøgte at få alt til at fungere – uden at mærke, om det faktisk gjorde mig glad.

Det, der gjorde mig virkelig syg i årevis, endte med at blive min største læremester.

At finde tilbage til mig selv

Gennem min helingsproces genopdagede jeg noget, der havde fulgt mig hele livet: min stærke intuition. Jeg havde altid mærket andre menneskers følelser, stemninger og muligheder, men jeg havde forklaret det som jeg bare havde en god intuition. 

Da jeg begyndte det indre arbejde, blev det tydeligt for mig, at mine evner var dybere end det.

Jeg er klarsynet – en klarseer.

Det, jeg tidligere kaldte intuition, viste sig at være en psykisk og spirituel evne, der havde ligget under overfladen hele mit liv. Det var først, da jeg blev tvunget til at stoppe op og lytte, at jeg forstod den fulde dybde af den.

At vælge sig selv

Det vigtigste, stressen lærte mig, var dette:

Jeg skal vælge mig selv.
Hver dag.

Jeg skal lytte, før jeg handler. Mærk efter, før jeg siger ja. Og sige nej – også til mennesker og situationer, som engang var en selvfølge – når det ikke er rigtigt for mig.

Det er ikke de nemmeste valg. De kræver, at man lytter til sin intuition, mod til at følge den. Men det er også de valg, der bringer mig tættere på den, jeg er. 

De valg, der gør mig hel.

Mine skrammer er blevet mine styrke

I dag elsker jeg mine skrammer. De minder mig om, hvor vigtigt det er at være tro mod sig selv. Stressen lærte mig mere, end nogen uddannelse eller erfaring nogensinde kunne. Det er derfor, jeg i dag står ved mig selv – med min kraft, min sårbarhed, mit klarsyn og min menneskelighed.

Min stress er blevet som en ærlig ven. En, der minder mig om at lytte. At mærke. At vælge mig selv – også når det kræver svære beslutninger.

Jeg deler min historie af hele mit hjerte med dig. Og håber at min historie kan minde dig om, hvor vigtigt det er, at du vælger dig selv til.

Kærligst
Liza Skuladottir