Jeg tror der er noget, vi har brug for at tale mere åbent om.
Juli 2026.
Noget, der bliver ved med at vise sig i mødet mellem kvinder.
Nemlig måden, vi ser og møder hinanden på.
Lige siden jeg kan huske, har jeg oplevet, hvordan vi kvinder kan dømme
hinanden indbyrdes.
Blikke der indirekte siger: “Nu er du for meget.”
Og tavshed som kan føles som kritik.
Jeg oplever stadig noget af det samme som voksen.
Når kvinder går deres egen vej, fylder på en anden måde, klæder sig anderledes, skaber noget nyt eller træder tydeligere frem.
Jeg oplever, at det nogle gange bliver mødt med tavshed, skæve blikke eller kritik.
Så kunne vi i stedet være nysgerrige, vise glæde og opbakning, også når en af os lykkes.
Jeg længes efter, at vi kvinder kan løfte os ud over vores egne sår og gamle mønstre.
Og møde hinanden med nysgerrighed, før vi dømmer ❤️
Jeg længes efter, at vi ikke kun holder hinanden, når livet gør ondt, men også jubler, når en af os lykkes ❤️
Jeg tror, vi bærer nogle gamle mønstre og karma med os.
Mønstre, hvor vi gennem generationer har lært at sammenligne os med hinanden, gøre os selv mindre og nogle gange også komme til at gøre andre kvinder mindre.
Men jeg mærker, at tiden kalder os til noget andet.
❤️ Til mindre konkurrence.
❤️ Mindre fordømmelse.
❤️ Mindre misundelse.
Og til
❤️ Mere rummelighed.
❤️ Mere nysgerrighed.
❤️ Mere opbakning.
For en kvindes lys gør ikke vores eget lys mindre.
Det minder os kun om, at der er plads til os alle.
Jeg oplever, at flere og flere kvinder længes efter kvindefællesskaber, hvor vi bakker hinanden op uden misundelse, fordømmelse eller behov for, at vi
alle skal være ens.
Nogle gange tænker jeg, at vi kvinder faktisk kan lære noget af mange mænd.
De er ofte gode til at glæde sig over hinandens succes, give et klap på skulderen og bakke hinanden op.
Tænk, hvis vi kvinder blev endnu bedre til det samme.
Selv mens jeg skriver dette opslag, sniger den gamle tanke sig stadig ind..
“Er jeg mon for meget?”
Den følelse kommer ikke fra den, jeg er i dag.
Den kommer fra gamle oplevelser.
Og dem vælger jeg ikke længere at lade styre mig. (Jeg Prøver ihvertfald)
I stedet vil jeg øve mig i at være vågen over for mine egne mønstre.
For jeg kan også komme til at sammenligne, dømme eller reagere ud
fra gamle mønstre.
Det er den forandring, jeg selv ønsker at være en del af.
Og jeg tror, at vi er mange, der mærker det samme kald.
For vi kvinder har brug for andre kvinder omkring os.
❤️Kvinder som ser vores lys.
Kvinder der siger..
❤️Jeg ser dig.
❤️Jeg tror på dig.
❤️Jeg er stolt af dig.
❤️Jeg står ved din side.
Jeg tror, tiden kalder på, at vi løfter hinanden.
At vi tør se hinandens lys uden at gøre vores eget mindre.
At vi skaber plads til, at vi alle må fylde.
For når en kvinde vokser, bliver der ikke mindre plads til de andre.
Der bliver mere lys.
Mere mod.
Mere kærlighed.
Og måske er det netop sådan, vi sammen skaber den forandring, verden kalder på.
Hvis du også mærker, at tiden er inde til, at vi kvinder møder hinanden med mere opbakning og mere kærlighed, mindre fordømmelse.
Så læg et ❤️ hjerte i kommentarfeltet, som et lille ja til den bevægelse, vi sammen kan være med til at skabe.
Kærligst
Liza Skuladottir 💚
